Underviser

Ann-Charlotte Monrad:
I ti år har yogaen – først og fremmest i form af ashtanga yogaen – haft en helt central placering i mit liv.
Mine første oplevelser med yoga danner grundlag for romanen "Yoga - eller kunsten at vedligeholde sin mentale sundhed" (Borgen 2002), og siden 1999 har jeg undervist overalt i København, fra motionscentre til aften- og yogaskoler. Nu, med åbningen af Mandala Yoga, er det endelig blevet tid til at føre min drøm om et eget sted ud i livet.
I min undervisning lægger jeg stor vægt på ashtangaen i dens klassiske form, uden at jeg dog nogensinde glemmer, at kroppe er forskellige, og at det derfor er uhyre vigtigt at tage højde for og respektere hver enkelt elevs kunnen og grænser.
Jeg er cand.mag. i litteraturvidenskab med speciale i indisk litteratur, har studeret sanskrit på Københavns Universitet og har besøgt Indien ca. ti gange, og det er ikke kun den fysiske del af yogaen, der har grebet og bliver ved med at gribe mig. Mit kendskab til den indiske kultur i alle dens former er blevet yderligere udvidet igennem mine studier hos min lærer Richard Freeman i Boulder, Colorado (se www.yogaworkshop.com). Fra Richard har jeg fået en anatomisk, åndelig og filosofisk base at arbejde ud fra, som jeg for hver dag der går sætter større og større pris på, Jeg finder derfor lige stor inspiration i at undervise den absolutte nybegynder og den garvede ashtangi på vej igennem anden eller tredje serie.
|